Feedback

Læs om formålet med feedback til forfatteren

Ønsker du at vide mere om romanserien FALKE, kan du læse mere her: https://my-inner-movie.dk/falke/ eller kontakte mig personligt. Jeg svarer på alt.

Tusind tak fordi du giver dig til til at læse, og måske også til at kontakte mig på en af nedenstående adresser, med et par linjers feedback.

Det vil være ønskeligt at fremstille undervisning realistisk i den kommende roman, FALKE, hvor man følger en ung mand på 23, fra han starter på politiskolen.

Romanen læner sig på INGEN måde op ad DR serien, “Uniformen”, og den har været under udarbejdelse siden 2023, inden “Uniformen” kom på skærmen. Jeg ønsker at læne mig så meget op ad virkeligheden som overhovedet muligt, derfor har jeg brug for lidt feedback.

Eventuelle navnesammenfald med “Uniformen” er tilfældigt.

Feedback sendes enten til Linda på mail@my-inner-movie.dk eller gennem messenger på https://www.facebook.com/Kaybrandt/ eller på sms til 42306753

Med venlig hilsen og tak

Linda K. Brandt

Er den skrevne undervisningsform nogenlunde brugbar/realstisk, eller er den helt hen i vejret?

Uddrag til gennemlæsning og feedback af undervisning

BEMÆRK: det er ikke fyldt med stavefejl. Men den ene karakter er norsk.

Fra kapitel 2:

De nåede døren til klasselokalet.
Inde i rummet stod Bjørn allerede ved whiteboardet. Han havde skrevet ét ord.

OBSERVATION

Eleverne fandt deres pladser igen. Stole skrabede let mod gulvet.

Bjørn lod blikket glide over klassen. “Godt,” sagde han roligt. “Så prøver vi noe enkelt.” Han vendte sig halvt mod bordet. “Politiarbejde handler ikke bare om å reagere.” Han holdt en kort pause. “Det handler om å lægge mærke til ting.” Han bankede let med tuschen mod ordet på tavlen. “Observation.” Hans blik vandrede rundt i lokalet. “Det dere lige gjorde i øvelsen før frokost… det er begyndelsen på noe af det vigtigste i politiarbejde, ikke?”

Et par nikkede.

Bjørn stak hånden i lommen og tog noget op. En lille nøgle. Han lagde den på bordet foran sig. “Nu prøver vi igjen.” Han pegede ud i rummet. “Alle sammen op å stå.” Stole skrabede mod gulvet. “Snu dere.” Han gjorde en bevægelse med hånden for at vise, de skulle vende sig om.

Et par stykker grinede lidt.

“Ja, jeg mener det.” De vendte sig mod bagvæggen. “Luk øjnene.”

Der gik et øjeblik.

Så sagde Bjørn roligt: “Okay. Snu dere tilbake.”

På bordet lå der nu flere ting. Nøglen. En kuglepen. En mobiltelefon. Et armbåndsur. En lille notesbog.

“Ti sekunder.” Bjørn pegede på tingene. “Se.”

Blikkene flakkede over bordet.

“Og snu dere igjen.”

De vendte sig.

“Øjnene lukket.”

Et par fnes lidt.

“Nu skal dere nævne så mange ting som muligt fra bordet.”

Patrick var hurtigst.

“Nøgle.”

“Ja.”

“Kuglepen.”

“Ja.”

En anden stemme: “Telefon.”

“Ja.”

Mathias nævnte roligt: “Et armbåndsur.”

“Ja.”

Bjørn så rundt. “Flere?”

Anker stod stille med lukkede øjne. Han så bordet tydeligt for sig. Placeringen. Afstanden mellem tingene. Han åbnede øjnene. “Notesbogen var mørkeblå.”

Bjørn nikkede. “Ja.”

Anker fortsatte: “Der var en ridse i skærmen på telefonen.”

Et par i klassen vendte sig. De havde ikke set det.

Bjørn lænede sig en anelse tilbage mod bordet. “Observation handler ikke om at kigge mere.” Han lod blikket glide rundt i rummet. “Det handler om at se, sant?”

Der blev stille.

Han vendte sig mod tavlen igen og skrev et nyt ord under det første.

SITUATIONSFORSTÅELSE

Tuschen klikkede svagt.

“Observation er én sak,” sagde han. “Men den er først værdifuld, når dere forstår hvad den betyder.” Han vendte sig mod holdet igen.

“Forestil jer en helt almindelig gade.” Bjørns blik vandrede rundt i klassen. “Tre mennesker står ved et busstoppested. En cykel ligger på fortovet. En bil holder med motoren i gang. En mand går hurtigt væk derfra.” Han holdt en kort pause. “Er der noe galt?”

Patrick løftede hånden lidt. “Måske ikke.”

Bjørn nikkede. “Nej. Måske ikke.” Stilheden hang et øjeblik. “Men det kan være det.” Han så rundt på holdet. “Politiarbejde handler ofte om forskellen på å tænke: det er sikkert ingenting …” En kort pause. “… og å tænke: det kan være noe, ikke?”

Et par elever nikkede.

Bjørn lod blikket standse et øjeblik. “Falke.”

Anker løftede blikket.

“Hvad ville du kigge efter?”

Der blev stille i lokalet.

Anker tænkte et øjeblik. “Om nogen holder øje med hinanden.”

Bjørn hævede øjenbrynene en anelse. “Forklar.”

“Hvis de tre ved stoppestedet ignorerer hinanden helt,” forklarede Anker roligt, “kan det være normalt.” Han lagde hænderne fladt på bordet. “Men hvis én af dem holder øje med bilen … eller manden der går væk … så er der måske en relation.”

Mathias nikkede næsten umærkeligt.

Bjørn vendte sig mod tavlen igen. “SITUATIONSFORSTÅELSE,” sagde han. “Det er evnen til å forstå hvad observationerne betyder.” Han vendte sig tilbage mod klassen. “Og den evnen kan dere træne.” Et lille smil trak i den ene mundvig. “Men noen av dere er allerede godt i gang.”

Et par blikke gled kort i retning af Anker.

Han registrerede det, men reagerede ikke. Han rettede bare kuglepennen en anelse, så den igen lå parallelt med kanten af mappen.

Der gik et øjeblik, hvor ingen sagde noget. Så lænede en elev længere henne i lokalet sig en anelse frem i stolen. Alexander. Han havde siddet stille det meste af timen, men nu løftede han hånden.

“Ja?” sagde Bjørn.

Alexander talte roligt. “Men juridisk set kan man vel ikke reagere på noget, der måske er noget.”

Der blev stille igen. Flere i klassen så op.

Alexander fortsatte, stadig i samme rolige tone. “Jeg mener… hvis der ikke er sket noget ulovligt endnu.”

Bjørn stod stille et øjeblik. Så nikkede han langsomt. “Du har helt ret.” Han lod blikket glide hen over klassen. “Juridisk kan du ikke reagere på en fornemmelse.” Han holdt en kort pause og trådte et par skridt frem foran bordet. “Men hvis du først reagerer, når du vet noe…” Han trak svagt på den ene skulder. “…da er det ofte for sent.” Han så rundt på dem. “Lad mig give jer et eksempel.”

Flere i klassen lænede sig en anelse frem. Det her var spændende.

Bjørn lænede sig let mod bordkanten. “Patrulje i Vejle midtby,” startede han. “En tirsdag aften. Helt stille.” Han tegnede hurtigt en skitse på whiteboardet. En gade. Et busstoppested. En bil. “Min makker og jeg kører forbi.” Han bankede tuschen let mod tavlen. “Der står en mand ved stoppestedet. En anden sidder i bilen.” Han så rundt. “Ingenting ulovligt.” En kort pause. “Men noget føles forkert.”

Patrick lænede sig lidt frem. “Hvordan?”

Bjørn nikkede tænksomt. “Godt spørgsmål.” Han vendte sig igen mod tavlen. “Manden ved stoppestedet kigger ikke på bussen.” Med tuschen markerede han bilen. “Han kigger på bilen.” Så tegnede han en pil. “Og manden i bilen kigger i spejlene.” Han vendte sig mod klassen igen. “Så hvad gør man?”

Der blev stille et øjeblik, før Mathias sagde: “Man stopper op og taler med dem.”

Bjørn nikkede. “Præcis.” Et lille smil. “Det viser sig så, at bilen er stjålet.”

Et par i klassen udvekslede blikke.

Bjørn lagde tuschen fra sig. “Det jeg prøver å sige er…” Han lod blikket glide rundt. “…at observation fortæller dere hvad som sker.” En kort pause. “Situationsforståelse fortæller dere hvad det betyder.” Han klappede let i hænderne. “Okay. Nu prøver vi noe.” Han pegede ud over lokalet. “Gå sammen to og to.”

Stole skrabede igen mod gulvet.

Emil vendte sig mod Anker. “Makker?”

Anker nikkede. “Ja. Jeg tager gangen først.” Han rejste sig og gik ud sammen med de andre og lukkede døren bag dem.

Bjørn så rundt i lokalet. “Fem ændringer.” Han holdt en flad hånd med spredte fingre op. “Små ændringer. Ikke åbenlyse.”

Et par elever begyndte straks at flytte ting.

Emil blev stående ved bordet et øjeblik og så rundt, vurderede, før han gik i gang. Han drejede stolen en anelse, flyttede en kuglepen, skubbede viskelæderet på tavlebakken lidt til siden og lagde sin notesbog oven på bordet foran sig. Til sidst tog han nøglen fra Bjørns bord og lagde den ved siden af tuschen. Han trådte et skridt tilbage og så rummet igennem igen, før han nikkede for sig selv.

Bjørn klappede i hænderne. “Okay. Dem der er ude på gangen — ind igen.”

Døren åbnede, og eleverne kom tilbage.

Anker gik ind sammen med de andre og stoppede op et øjeblik inde i lokalet. Han lod blikket bevæge sig én gang gennem rummet. Ikke hurtigt. Men præcist. Så begyndte han at gå.

“Stolen,” startede han og nikkede mod bordet. “Den er drejet.”

“Ja,” sagde Bjørn.

“Kuglepennen er flyttet.”

“Ja.”

Han gik et par skridt videre. “Viskelæderet er rykket.”

“Ja.”

Et par i klassen vendte sig nu i hans retning.

Anker stoppede ved bordet foran. “Notesbogen ligger ovenpå bordet.”

“Ja.”

Anker så op mod tavlen. “Og nøglen ligger ved siden af tuschen.”

Der blev stille i lokalet.

Emil stod et øjeblik og så på ham, før han langsomt rystede på hovedet. “Jeg troede, jeg havde lavet dem diskret.”

Et lille grin bredte sig i rummet.

Bjørn lænede sig lidt mod bordkanten og lod blikket glide over klassen, før det kort stoppede ved Anker. “Godt,” sagde han roligt. “Det er observation.” Han bankede let med fingeren mod tavlen. “Og det kan dere træne.” Et lille smil. “Men noen av dere gør det allerede ganske bra.”

Emil satte sig igen ved siden af Anker og lænede sig lidt over mod ham. “Okay,” sagde han lavt. “Jeg vil gerne være på hold med dig til eksamen.”

Anker trak lidt på skuldrene. “Det finder vi ud af.”

På den anden side af bordet sad Mathias og havde fulgt det hele. “Du ser mønstre,” sagde han stille.

Anker vendte blikket mod ham.

Mathias nikkede en anelse. “Det er ikke alle der gør.”

Ordene blev hængende et øjeblik mellem dem.

Anker sagde ikke noget. Han lænede sig bare en anelse tilbage i stolen.

Ved siden af ham sad Emil stadig og så på ham med et halvforundret smil. “Seriøst,” sagde han lavt. “Det der var hurtigt.”

Anker trak lidt på skuldrene. “Det var ikke så svært.”

På den anden side af bordet nikkede Mathias. “Det er det for de fleste.”

Der lød et lille skrab fra en stol bag dem. En elev satte sig roligt ned ved bordet. Han havde mørkeblondt hår, kortklippet, og et ansigt der virkede mere roligt end de fleste andre i rummet.

“Undskyld,” sagde han. “Var det ikke jer der lavede øvelsen herovre?”

Emil nikkede. “Jo.”

Uddrag af Kapitel 6

Døren i den ene ende gik op.
Bjørn kom ind. Mørke træningsbukser og ditto t-shirt. Rolig gang. Han standsede midt på gulvet og så ud over holdet. “God eftermiddag.” Den nordnorske klang var knap så tydelig her over middag. “Nu jobber vi litt annerledes.”

Benjamin hviskede til Nadia: “Det betyder smerte.”
Hun lo.

Bjørn fortsatte: “Observation handler ikke bare om øjnene.” Han pegede ned mod gulvet. “Den handler også om kroppen.” Pause. “Balance.” Han nikkede mod måtterne. “Find en makker.”

Eleverne begyndte at sprede sig.

Nadia greb straks Benjamin. “Du er min.”
“Jeg protesterer.”

Anker stod et øjeblik alene.
Så nikkede Bjørn mod ham. “Kom.”

De gik hen til en af måtterne.

Bjørn stod roligt overfor ham. “Enkel øvelse,” sagde han. “Du forsøker å skubbe mig ut af balanse.” Et lille træk i mundvigen. “Bare forsøk.”

Anker lagde hænderne mod Bjørns skuldre. Forsigtigt. Han skubbede.

Bjørn flyttede sig næsten ikke. “Bruk kroppen,” sagde Bjørn roligt. “Bare armene gør ingenting.”

Anker ændrede trykket. Flyttede vægten frem. Stadig ingenting.

Bjørn stod stabilt. Som et træ med rødder i gulvet.

Nadia så over fra sin måtte. “Okay, det er uretfærdigt.”
Benjamin pustede. “Han rører sig ikke engang.”

Bjørn tog et halvt skridt tilbage. “Din tur.”

Anker stillede sig igen. Instinktivt sænkede han tyngdepunktet en smule.

Bjørn lagde hånden let mod hans skulder. Et lille tryk.

Anker reagerede automatisk. Han drejede hoften en anelse. Flyttede vægten. Grebet kom næsten af sig selv.

Et øjeblik var Bjørns balance faktisk brudt. Ikke meget. Men nok.

Bjørn stoppede straks bevægelsen. Et kort greb om Ankers håndled. Roligt. Kontrolleret.

Der blev stille omkring dem.

Nadia stirrede.
Benjamin blinkede.

Bjørn slap grebet igen. Så på Anker. Rolige øjne. Et øjenbryn løftede sig en anelse. “Hvor har du lært det der?”

Anker trak lidt på skuldrene. “Min far.”

Et kort nik.
Bjørn sagde ikke mere i et par sekunder. Så kom det stille: “Det var god teknik.”

Nadia så mellem dem. “Vent.” Hun pegede. “Rokkede du ham lige?”
Benjamin grinede. “Det gjorde han faktisk.”

Bjørn vendte sig mod resten af holdet igen. Som om intet særligt var sket. “Balance,” sagde han roligt. “Begynder med fødderne.”

Men da han gik forbi Anker et øjeblik senere, kom den lave nordnorske stemme næsten kun til ham: “Fortsett med det der.”

Uddrag af kapitel 13

Mandag morgen på skolen begyndte med teori. Lokalet lugtede svagt af kaffe, papir og opvarmet klasselokale. Rækkerne af borde stod i lige linjer, og projektoren kastede et blegt lys op på tavlen.

På første slide stod der:

STRAFFERET – GRUNDLÆGGENDE PRINCIPPER

Mette Holmgaard stod ved katederet med en kop kaffe i hånden. “Strafferetten,” sagde hun roligt, “er i virkeligheden ret enkel.”

Flere i klassen trak allerede på smilebåndet.

Mette løftede en finger. “Den føles bare ikke sådan.”

Et par dæmpede grin løb gennem lokalet.

Anker sad ved bordet sammen med Emil. Notesbogen lå åben foran ham, men han havde endnu ikke skrevet noget. Trætheden fra weekenden lå stadig tungt bag øjnene.

Mette vendte sig mod tavlen og skiftede slide.

Fire grundbetingelser for strafansvar.

“Hvis de her fire ting ikke er opfyldt,” sagde hun, “så kan vi ikke straffe nogen. Så enkelt er det.”

Hun skrev dem langsomt op.

1. En handling
2. Handlingen er ulovlig
3. Den er begået med skyld
4. Der findes ingen straffrihedsgrund

“Det her,” sagde hun og pegede med tuschen mod listen, “kommer I til at se igen og igen.”

En stol knirkede et sted bag i lokalet.

Anker lænede sig en anelse tilbage.

Ordene på tavlen stod helt skarpt for ham.

Samtidig kunne han høre en kuglepen, der klikkede to rækker bagved, en jakke der raslede svagt og ventilationsanlægget der brummede i loftet. Små lyde. For mange små lyde.

Han blinkede kort og rettede blikket tilbage mod tavlen.

Mette stod foran tavlen med armene let over kors.

“Strafferet,” sagde hun.

Hun skrev ét ord på tavlen:

Forsæt

Hun vendte sig mod klassen.

“Hvis I kun lærer én ting i dag, så er det forskellen mellem forsæt og uagtsomhed.”

Et par elever begyndte at skrive.

“Forestil jer en mand, der slår en anden i ansigtet,” fortsatte hun. “Er det strafbart?”

Kasper rakte hånden op.

“Ja.”

Mette nikkede. “Ja. Men hvorfor?”

Der blev stille et øjeblik.

Hun pegede på tavlen. “Forsæt betyder, at handlingen er gjort med vilje.” Hun gik et skridt til siden. “Men hvis samme mand skubber nogen under et skænderi, og personen falder og slår hovedet…?” Hun så rundt. “Er det stadig forsæt?”

Katrine løftede blikket fra sin notesbog. “Det kommer an på, hvad han havde til hensigt.”

Mette nikkede. “Præcis.”

Hun skrev endnu et ord på tavlen:

Uagtsomhed

“Som politibetjente skal I altid kunne svare på ét spørgsmål,” sagde hun.

Hun vendte sig mod klassen. “Hvad vidste personen – og hvad burde personen have vidst?”

Mette lod blikket glide hen over eleverne. “Forsæt og uagtsomhed,” sagde hun. “Det er to ord, der kommer til at følge jer resten af jeres karriere.”

Hun skrev endnu et ord på tavlen:

Gerningsindhold

“Kort sagt,” fortsatte hun, “skal en handling opfylde nogle bestemte betingelser for at være strafbar.” Hun vendte sig mod klassen igen. “En handling. Et gerningsindhold. Og et skyldkrav.” Hun pegede med tuschen mod tavlen. “Handling. Gerningsindhold. Skyld.”

Nadia lænede sig lidt frem i stolen. “Så hvis en person skubber en anden ned ad en trappe…”

Mette løftede en finger. “Så stopper vi lige dér.” Hun så på hende. “Skubber hvordan?”

Nadia trak på skuldrene. “Bare… skubber.”

Mette rystede svagt på hovedet. “Der findes ikke noget, der hedder bare i strafferet.”

Et par elever trak svagt på smilebåndet.

“Skubber med vilje?” fortsatte Mette. “Skubber i panik? Skubber fordi personen mister balancen?” Hun lod spørgsmålet hænge et øjeblik. “Forskellen kan være flere års fængsel.”

Der blev stille i lokalet.

Kasper sad med pennen mellem fingrene og så op. “Så det handler om intentionen?”

Mette nikkede. “Det handler om, hvad personen ville.” Hun pegede mod tavlen igen. “Og hvad personen burde have vidst.”

Katrine løftede hånden. “Så hvis man skubber nogen væk i selvforsvar, er det stadig en handling, men ikke nødvendigvis strafbart.”

Mette så på hende et øjeblik. “Godt.”

Hun skrev endnu et ord på tavlen:

Nødværge

“Strafferetten handler ikke kun om at straffe,” sagde hun. “Den handler også om hvornår en handling ikke er strafbar.” Hun vendte sig mod klassen. “Forestil jer følgende situation.” Hun lænede sig en anelse mod katederet. “En patrulje ankommer til et værtshus. To mænd slås. Den ene ligger på gulvet, den anden står over ham med knyttede næver.” Hun så rundt. “Hvem er gerningsmanden?”

Flere elever begyndte at tænke.

Nadia svarede først. “Ham der står.”

Mette hævede øjenbrynene en anelse. “Er du sikker?”

Nadia tøvede. “Nej…”

Der gik et øjeblik.

Anker havde siddet stille og lyttet. Så sagde han roligt: “Det ved man ikke endnu.”

Mette vendte blikket mod ham. “Forklar.”

Anker lænede sig en anelse frem. “Den der ligger ned, kan have startet det.” Han pegede kort mod tavlen. “Eller den der står, kan være ved at stoppe ham.”

Et øjeblik var der helt stille i klassen.

Mette nikkede langsomt. “Præcis.” Hun satte tuschen ned på bordet. “Det er derfor, vi undersøger før vi konkluderer.” Hun så rundt i rummet. “Som politibetjente må I aldrig forelske jer i den første forklaring.” Hun holdt en kort pause. “Den første forklaring er næsten altid forkert.”

Mette lod blikket glide over klassen. “Lad os gøre den lidt sværere.” Hun tog tuschen igen og skrev på tavlen:

Nødværge – proportionalitet

“Samme situation,” sagde hun. “Værtshus. To mænd slås.” Hun vendte sig mod eleverne. “Den ene ligger nu på gulvet. Den anden står over ham.” Hun så på Nadia. “Du er første patrulje på stedet.”

Nadia trak skuldrene lidt tilbage. “Jeg stopper ham.”

“Hvordan?”

“Jeg tager fat i ham.”

Mette nikkede. “Godt.” Hun så rundt i lokalet. “Men forestil jer, at han ikke stopper.” Hun lod en kort pause falde. “Hvad gør I så?”

Kasper rakte hånden op. “Man må bruge magt.”

Mette hævede øjenbrynene en anelse. “Det må man.” Hun lagde hovedet lidt på skrå. “Men hvor meget?”

Kasper tøvede. “Det… kommer an på situationen.”

“Præcis.” Hun skrev endnu et ord på tavlen:

Proportionalitet

“Den magt I bruger, må aldrig være større end den situation kræver.” Hun så rundt. “Hvis en person slår med knyttede næver…” Hun holdt en pause. “Er det så proportionalt at slå igen med en stav?”

Der blev stille.

Katrine rakte hånden op. “Kun hvis det er nødvendigt for at stoppe ham.”

Mette nikkede. “God begyndelse.” Hun så mod Anker. “Falke.”

Anker løftede blikket.

“Hvad mangler der i Katrines svar?”

Anker tænkte et øjeblik. Så sagde han: “Man skal også vurdere risikoen.”

Mette hævede en anelse på øjenbrynene. “Uddyb.”

Anker lænede sig en smule frem. “Hvis personen kun slår med næver, kan det være nok at kontrollere ham.” Han holdt en kort pause. “Men hvis han slår mod hovedet på en, der ligger ned, kan situationen blive livsfarlig.”

Et par elever nikkede svagt.

Anker fortsatte roligt. “Så kan man være nødt til at stoppe ham hurtigere.”

Mette så på ham et øjeblik. Så nikkede hun. “Godt.” Hun vendte sig mod tavlen igen. “Strafferet er ikke matematik.” Hun satte tuschen ned. “Det er vurderinger.” Hun så tilbage på klassen. “Men det er vurderinger, I skal kunne forklare.” Hun pegede mod dem. “Overfor jeres chef.” En pause. “Og i retten.”

Der blev stille i lokalet igen.

Mette lagde armene let over kors. “Derfor spørger jeg jer hele tiden: hvorfor?” Hun lod blikket glide over eleverne. “Fordi ‘det føltes rigtigt’ ikke holder i en domstol.” Mette Holmgaard satte tuschen fra sig. “Okay.” Hun så rundt i lokalet. “Nu får I lov til at arbejde lidt selv.”

Et par elever rettede sig i stolene.

Mette tog en stak papir fra katederet. “Fire personer i hver gruppe.” Hun begyndte at dele arkene ud langs rækkerne. “Læs situationen. Diskutér hvad der er sket. Og svar på tre spørgsmål.” Hun holdt en pause. “Jeg er ikke interesseret i jeres mavefornemmelser.” Et svagt smil gled over hendes ansigt. “Jeg vil have jura.”

Et par små grin lød i lokalet.

“Tyve minutter.” Hun så på uret. “Så gennemgår vi det.”

Stolene skrabede svagt mod gulvet, da eleverne rykkede tættere sammen.
Papiret lå midt på bordet.
Kasper læste casen hurtigt igennem.
“Okay,” sagde han. “Det er jo bare vold.”

Emil lænede sig frem og hvilede underarmene på bordet. “Det er aldrig bare vold,” sagde han tørt.

Kasper trak lidt på skuldrene. “Han slår ham i ansigtet. Han falder. Får hjernerystelse.” Han pegede på arket. “Det er ret lige ud ad landevejen.”

Katrine sad allerede med pennen i hånden. Hun læste teksten én gang til. “Det kommer an på,” sagde hun roligt.

Kasper så op. “Hvad?”

Hun pegede på den tredje linje. “Den anden falder og slår hovedet mod kantstenen.” Hun løftede blikket.
“Det er faktisk der, problemet ligger.”

Emil nikkede langsomt. “Ja.”

Kasper så fra den ene til den anden. “Hvordan?”

Anker havde siddet stille og læst. Han løftede blikket. “Fordi slaget ikke nødvendigvis er det, der giver skaden.”

Der blev stille et øjeblik.

Katrine nikkede svagt. “Præcis.” Hun skrev noget ned. “Hvis skaden først opstår ved faldet, kan det ændre vurderingen.”

Emil lænede sig lidt tilbage i stolen. “Så spørgsmålet er, om han ville skade ham så meget.”

Anker så igen på arket. “Eller om han burde have forstået, at det kunne ske.”

Kasper pustede lidt ud. “Okay.” Han tog pennen. “Så hvad skriver vi?”

Katrine talte næsten, som om hun tænkte højt. “Muligt strafbart forhold: vold.” Hun skrev. “Men graden afhænger af…” Hun så på de andre. “Skadens karakter.”

Emil pegede på det andet spørgsmål. “Forsæt eller uagtsomhed.”

Anker trak en anelse på skuldrene. “Det ved man ikke endnu.”

Kasper så op. “Hvorfor ikke?”

Anker pegede på arket. “Vi ved ikke, hvad der skete før slaget.”

Der gik et øjeblik, så smilede Emil svagt. “Der mangler vidner.”

Katrine skrev igen. “Og forklaringer fra begge.” Hun lagde pennen fra sig et øjeblik. “Det er faktisk det tredje spørgsmål.” Hun pegede på arket. “Hvilke oplysninger mangler politiet.”

Kasper lænede sig frem. “Okay.”

Han så på Anker. “Hvad ville du spørge om først?”

Anker tænkte et øjeblik. Så sagde han roligt: “Hvordan de stod.”

De andre så på ham.

Anker pegede på bordet, som om det var fortovet. “Hvis han står tæt på kantstenen, kan et enkelt slag være nok.” Han trak fingeren hen over bordpladen. “Men hvis der er to meter til kanten…” Han lod sætningen hænge.

Emil nikkede. “Så falder man ikke bare baglæns ned i den.”

Kasper så igen på arket. “Okay.” Han skrev noget ned. “Det begynder at ligne noget.”